Pressemeddelelse

Øresundsmetro udvider Greater Copenhagens arbejdsmarked markant

En metro mellem Danmark og Sverige gør turen over Øresund kortere og hurtigere. En ny undersøgelse viser, at en Øresundsmetro tæt på fordobler antallet af indbyggere – fra 1,3 millioner til 2,3 millioner – der kan nå hinanden på tværs af Øresund indenfor en time. Og med lancering af et nyt partnerskab – Øresundsmetro Executive – tages nu et skridt nærmere realisering af projektet.

Hvordan kan en Øresundsmetro binde København og Malmø, Danmark og Sverige endnu tættere sammen for at sikre bæredygtig udvikling, skabe øget vækst i hele Greater Copenhagen og øge regionens internationale konkurrencekraft? Det har København og Malmø de senere år lavet en række undersøgelser af.

På konferencen Fehmern Belt Days den 28. maj i Malmø lancerede overborgmester Frank Jensen og Malmøs borgmester Katrin Stjernfeldt Jammeh det nye partnerskab – Øresundsmetro Executive.

Partnerskabet, som tidligere beskæftigelsesminister og direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, skal stå i spidsen for, skal være et forum for dialog mellem repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og projektets partnere med henblik på at kvalificere projektet.

”Med en Øresundsmetro kan vi tage et afgørende skridt mod at skabe en international, førende metropol, hvor vi kan realisere visionen om et større og mere integreret arbejdsmarked i hele Greater Copenhagen. En stor gevinst for både erhvervsliv og borgere på begge sider af Øresund og hele regionen. Øresundsmetroen er nøglen til at fremtidssikre vores region og hele Danmark og Sverige, så vi kan udvikle og tiltrække de rette kompetencer og investeringer”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

”Öresundsmetron gör det möjligt för både Sverige och Danmark att säkra den fulla potentialen och nyttan som Fehmarn Bält-förbindelsen innebär. Metron är av strategisk betydelse för norra Europas hetaste arbetsmarknad men också för den svenska exporten när metron avlastar Öresundsbron. Norden har nu en möjlighet att bli en mer betydelsefull punkt på den europeiska kartan och jag välkomnar företrädarna från näringslivet och akademien till det nya Öresundsmetro Executive i den ambitionen”, siger Malmøs borgmester Katrin Stjernfeldt Jammeh (S).

Fra 1,3 millioner til 2,3 millioner

På Fehmern Belt Days offentliggjorde København og Malmø en ny rapport i samarbejde med Ramböll. Rapporten skitserer både Øresundsmetro projektets potentialer i sammenhæng med åbningen af Femernforbindelsen og nye rejsetidsanalyser foretaget af ÅF Consulting.

Analyserne viser, at med en markant hurtigere rejsetid over Øresund kan Greater Copenhagen få et større og mere sammenhængende arbejdsmarked. En Øresundsmetro kan næsten fordoble antallet af indbyggere fra 1,3 millioner til 2,3 millioner, der kan nå hinanden på tværs af Øresund indenfor en time. Dermed udvides det fælles arbejdsmarked på tværs af Øresund markant.

En Øresundsmetro giver ikke bare kortere rejsetid, den kan også løse flaskehalsproblemer ved Øresundsbroen, hvor der med Femern-forbindelsen bliver trængsel med både højhastighedstog, godstog og regionaltog. Når Femern-forbindelsen åbner i 2028, vil flere godstog tage noget af pladsen ved Øresundsbroen. Øresundsmetroen kan aflaste broen ved, at lokale og regionale personrejser kan flyttes fra Øresundstoget over i metroen.

Sammen med Øresundsbroen skaber Øresundsmetroen et mere robust og pålideligt samlet transportsystem, binder Skandinavien endnu bedre sammen med resten af Europa og er dermed en bæredygtig løsning på fremtidens trafikale udfordringer lokalt, regionalt og internationalt.

Fakta

  • En Øresundsmetro vil have afgang hvert 1,5 minut og en rejsetid på ca. 20 minutter.
  • Rejsetiden fra fx Malmø Central Station til Københavns Hovedbanegård vil være på ca. 23 minutter. Det er tæt på en halvering af rejsetiden sammenlignet med turen med Øresundstoget i dag. 
  • En Øresundsmetro kræver, at der etableres en ny metrolinje fra København H. til Prags Boulevard på Amager som Øresundsmetroen kan kobles på.
  • Øresundsmetro er en del af Greater Copenhagens trafikcharter, der peger på infrastrukturinitiativer, som kan skabe rammerne for tiltrækning af internationale investeringer, talenter og skabe mere vækst i regionen.
  • Anlæg af en Øresundsmetro er estimeret til at koste knap 30 mia. kroner inkl. 50 procent korrektionstillæg.
  • Projektet er hovedsageligt brugerfinansieret, hertil eventuelt EU-bidrag og anvendelse af provenu fra Øresundsbroen, når den er tilbagebetalt.
  • København og Malmøs projektperiode løber frem til 2020, hvor der fortsat vil blive arbejdet med analyser, kommunikation og inddragelse af yderligere interessenter om Øresundsmetroprojektet.